Ekstra |

Af Christian Schmidt

 

Seiko tegnet af pastadesigner

 

I 2015 lancerede Seiko Watch Corporation en limiteret Seiko Astron GPS Solar kronograf, designet af det velrenommerede Giugiaro Design, der især er kendt for sine bildesigns. Uret bliver produceret i et begrænset antal på 5.000 eksemplarer og kom ikke i handelen herhjemme. Uret blev derfor ikke omtalt i Design Ure Smykker, og følgende finurlige sidehistorie om Giugiaro Design fandt derfor ikke frem til magasinets sider.

 

​   

 

Den første nye pastaform i 50 år: Giorgetto Giugiaros Marille fra 1983. Til højre Newsweek med omtale af pastaen.

 

 

Giorgetto Giugiaros tegnestue designer alt fra stegepander, kaffemaskiner, kameraer, armbåndsure og sportstøj til bildæk, traktorer og togindretninger men er nok mest kendt for sine talrige bildesign for en lang række mærker som Maserati, Ferrari, Lamborghini, Bugatti og klassikere som DeLorean og De Tomaso Mangusta. I 1983 kastede han sig over et af sit hjemlands kulinariske specialiteter; pastaen. Giugiaro blev hyret af det gamle, napolitanske pastafirma, Voiello, til at tegne en helt ny pastaform – efter sigende den første nye pastaform i 50 år.

     Giugiaro gik metodisk og analytisk til værks, akkurat som med enhver anden designopgave. Han studerede gamle pastaformer, undersøgte kogetider, vandafledningsevner, svulmeprocenter og elasticiteter.

     – Ifølge oplægget skulle pastaen ikke holde på for megen sovs, og den skulle vokse en anelse i vand, således af den vejede halvdelen af den samme mængde spaghetti. Og så skulle den være dekorativ, arkitektonisk i sin struktur og behagelig i munden, fortæller Giugiaro.

     Hans team præsenterede Voiello for tolv designs, hvoraf de udvalgte fem og sendte videre til deres teknikere. Designteamet blev efterfølgende inviteret til Napoli, hvor de smagte sig igennem pastaen ledsaget af en række forskellige sovse for at afgøre, hvad der passede bedst.

     Pastaen fik navnet Marille, og ved den første offentlige prøvesmagning i Milano, med deltagelse af arkitekter, designere og pressen, lød dommen fra en kvindelig journalist:

     – Den er så morsom at have i munden; det hele er bevægelse!

     Hvortil Voiellos direktør, Mario Nervegna, udbrød:

     – Perfetto!

     Lykken skulle dermed være gjort, og Marille opnåede da også til en start en del opmærksomhed og blev blandt andet omtalt i internationale magasiner som Elle og Newsweek. Giugiaro beretter, at det var Marillen, snarere end bildesign, der gjorde ham folkeligt kendt.

     Men hjemme i køkkenerne var man ikke lige så begejstret. Den nye pastaform var simpelthen for svær at koge al dente; den ene del blev for blød, mens den anden endnu var for hård. Efter få år i produktion endte derfor det første designede pastaeventyr. Men måske kunne den særprægede form inspirere til et flot smykke?

​   

 

Giorgetto Giugiaro ved sit arbejdsbord. Til højre tekniske tegninger for Marille, der var glat udvending og havde riller indvendig, der kunne holde på sovsen.

 

 

​   

 

Giorgetto Giugiaros Astron GPS Solar kronograf er et rigtigt sportsur for globetrotteren. Ved et enkelt tryk på en knap, indstiller det sig til den tidszone, du befinder dig i. Det har en 6 timers kronograf med høj præcision, og designet matcher den avancerede teknologi. En tynd letvægts urkasse i titanium omgiver en urskive med let aflæseligt design. Bagkassen er udformet som en hjul fra en sportsvogn og bærer Giugiaro Design Limited Edition markeringen samt det individuelle serienummer. Hvert ur leveres med en lænke i titanium med keramiske indlæg og en separat læderrem, så du kan skifte stil efter humør og påklædning. UTC tidszonerne er angivet på den indre urkrans, mens tachymeter skalaen er placeret yderst for hurtigt beregning af fart. Giugiaro har tegnet ure for Seiko siden starten af 80erne.

Af Christian Schmidt

 

Jumbo er et af det amerikanske urmærke Timex’ første store succeser,

dengang firmaet endnu hed Waterbury Clock Company.

 

I 1887 lancerede det amerikanske urfirma Waterbury Clock Company (det nuværende Timex) et stort lommeur ved navn Jumbo. Jumbo blev produceret for det ligeledes amerikanske Ingersoll Watch Company og blev en stor succes, måske ikke mindst fordi det var opkaldt efter en kendt og afholdt cirkuselefant, den store afrikanske han, Jumbo.

 

Jumbo var en attraktion i det omrejsende Cirkus Barnum & Bailey og er formentlig verdenshistoriens mest kendte elefant. Konkurrenter til positionen kunne være Surus – den sidst overlevende og ifølge Cato den modigste af Hannibal Barcas elefanter på turen over Alperne, Disneys Dumbo fra 1941 (hans rigtige navn er faktisk Jumbo Jr. – Dumbo er det navn, han bliver drillet med) og Edgar Rice Burroughs Tandor fra 1912 – Tarzans tro elefant.

 

Jumbo blev født i Fransk Sudan omkring 1861 og bragt til den zoologiske have Jardin des Plantes i Paris. I 1865 blev han flyttet til London Zoo i bytte for et indisk næsehorn, og det var her han fik sit navn af det engelske zoopersonale. Jumbo menes at stamme fra ordet jumbe, der på swahili betyder høvding.

 

Her blev han meget populær som rideelefant og i 1882 solgt til Phineas Taylor Barnum, ejeren af Cirkus Barnum & Bailey, kaldet The Greatest Show on Earth. Foruden Jumbo havde Barnum andre fine trækplastre som en dramatisering af Onkel Toms Hytte, en kæmpe fra Cardiff, en havfrue fra Fiji og dværgen Tom Thumb.

 

​     Cirkusplakat for The Greatest Show on Earth med Jumbo som hovedattraktion.       Et Ingersoll Jumbo Pocket Watch, produceret af Waterbury Clock Company.

 

Men hvad skete der med Jumbo?

Jumbo døde i en alder af cirka 24 år, da et lokomotiv kørte ind i ham på en banegård i St. Thomas i Ontario i Canada den 15. september 1885. På pladsen står i dag en statue af ham, og hans skelet er udstillet på American Museum of Natural History i New York. Jumbo menes at have været tæt på fire meter høj ved sin død. Almindeligvis bliver en afrikansk elefant mellem 3 og 3,5 meter og 50-70 år.

 

Ud over Timex’ lommeur har Jumbo givet Boeing 747 kæmpeflyene fra 1969 deres populære kælenavn Jumbojet. Jumbo var også navnet på en elefant, der blev brugt af John Hoyte og hans følge for at krydse Alperne i 1959 i Hannibals fodspor.

 

    Læs mere omTimex’ historie iDUS Nr 8, 2014

Af Christian Schmidt, maj 2015

 

Teksten her supplerer et interview med museumsinspektør Peter Kristiansen i DUS 4, 2015 om kronregalierne på Rosenborg Slot.

 

I forbindelse med Rosenborg Slots nye bog om kronregalierne er vi på redaktionen naturligvis interesserede i, om der skulle være nogle gode historier, der af den ene eller anden grund måske ikke finder plads bogen. Jeg spørger derfor museumsinspektør på Rosenborg Slot, Peter Kristiansen, om skattene nogen sinde har været udsat for farer.

    – Ved flere episoder har kongekronerne og de andre regalier været særligt truet, vedgår Peter, hvilket man dog imødekom på forskellig opfindsom og succesrig vis.

 

​    Christian 5. krone, fotograferet af
Iben Kaufmann for Rosenborg Slot.

 

 

Skatkammerets sikkerhed

 

Gemt i en kiste

Da englænderne lå med deres krigsskibe uden for København i 1807 og bombarderede store dele af byen, var der en reel og alvorlig trussel for, at Rosenborg Slot skulle blive ramt. For slet ikke at tale om, hvad der kunne ske, hvis englænderne havde held til at komme i land og erobre byen.

    – Derfor var det sikreste at flytte skattene væk fra Rosenborg, som jo lå inden for skudhold af de engelske kanoner. Man pakkede dem ned, og de blev betroet kongens fætter Hertugen af Augusten­borg for at bringe dem med hjem til Als, langt fra englænderne. Men da han kom til Korsør, var der engelske skibe, der sejlede op gennem Bæltet, så han turde ikke krydse. I stedet vente han tilbage til Ringsted og gemte skattene i en kiste i en begravelse i Ringsted Kirke. Dér lå de i tre måneder, indtil faren dampede af.

    – Rosenborg har en voldgrav omkring, og det vil sige at i tilfælde af brand, er man ikke så udsat som inde i byen. Derfor er Rosenborg gennem tiderne blevet betragtet som det sikreste sted at opbevare rigets klenodier. Det illustreres meget godt ved, at englændernes kanoner under bombardementet bevisligt nåede helt til Rosenborg. Under beskydningen havde man slæbt en masse ragelse op fra kælderen og stillet i slotsgården for at få plads til værdierne, som man så ville bære ned i sikkerhed. På et tidspunkt faldt der en bombe midt ned i slotsgården og pulveriserede alt det, man havde samlet der. Det var heldigt nok den eneste bombe, der ramte slottet.

 

Glemt i rodet

Under Anden Verdenskrig var der også grund til bekymring, for man kunne jo ikke vide, om den tyske overmagt kunne finde på at interessere sig for de værdier, man lå inde med i skatkammeret.

    – Kronregalierne var dengang udstillede i en montre i stueetagen, som hver aften blev sænket ned gennem gulvet til en boks i kælderen. Og den officielle forklaring var, at da man åbnede den 9. april som sædvanligt klokken 11, så kom montrene bare ikke op. Nede i kælderen havde man engang i 20erne fået lavet en sikkerhedsboks, og der kom kronerne ind. Da det rodede en del i kælderen, så havde man rodet lidt mere og derved gemt boksen bag noget rod. Dér blev de under hele krigen, og så talte man ikke mere om dét. Løverne blev muret inde i et lille kælderrum, og så håbede man, at der ikke var nogen, der kom i tanke om dem eller spurgte. Og det var der ikke, i hvert fald ikke officielt.

    – I løbet af efteråret 44 begynder man at pakke større og større dele af den øvrige samling på Rosenborg ned og simpelthen sende ud af huset. Dengang var direktøren en greve, der havde familie på de store gårde rundt om på Sjælland, og de fik en kasse hver at have stående på loftet. Man blev ved med at holde åbent på Rosenborg, men der var altså færre og færre ting at se. Da befrielsen så kom i 1945, lukkede man museet i tre måneder og hentede det hele hjem og kunne så åbne igen.

    Et skudhul i en dør stammer fra, da tyskerne tog kassernen i Rosenborg Slotshave lige ved, hvor der var skyderi mellem tyske og danske soldater. Og personalet gik bevæbnede under krigen.

    – Jeg ved så ikke, hvad man ville have gjort hér, hvis der var kommet et påbud om at udlevere skattene. Om man ville have sagt: Det kender vi ikke noget til. Men den situation opstod heldigvis ikke.

 

Brand, trusler og tyveri

Det alvorligste anslag mod Rosenborg var i virkeligheden i fredstid, under Frederik 5., hvor man overvejede at flytte kronerne til Christians­borg og nedlægge Rosen­borg som skatkammer. Men så brændte Christians­­borg i 1794, og man kom nok på andre tanker.

     Det ældste guldhorn har også været opbevaret på Rosenborg og blev så udlånt til Kunstkammeret fra tid til anden. Det var faktisk derfra, guldhornene blev stjålet.

    – Det ville ikke være sket på Rosenborg, mener man her, siger Peter med et smil.

 

Da latteren udløste alarm

Regalierne har været på Rosenborg siden 1680erne, hvor man oprindeligt havde indrettet et rum i det ene tårn som skatkammer. Nu opbevares regalierne, kronjuvelerne og andre skatte i kælderen, hvor de er sikkert bevogtet af både vagter, politi og Den kongelige Livgarde. Under­tegnede kan skrive under på, at sikkerheden fungerer betryggende, for jeg har selv været ude for at alarmen gik, dørene låst og politiet tilkaldt – alt sammen fordi en gruppe besøgende (inklusive mig selv) lo for højt under en rundvisning med smykkeekspert Nina Hald...

 

 

​    Christian 4. krone, fotograferet af
Iben Kaufmann for Rosenborg Slot.

 

En kongekrones omtumlede liv

 

Kronen pantsættes

Museumsinspektør Peter Kristiansen fortæller:

     – Christian 4. får fremstillet sin krone til kroningen i København i 1596 hos en guldsmed i Odense og bruger den muligvis en gang til, da han i 1610 har fået overbevist Hamburg om at anerkende ham som overherre og holder et kæmpe indtog i byen. Men ellers bruges den ikke, og han bliver så fattig i sine sidste år, at han i 1644 er nødt til at pantsætte kronen for at rejse penge.

    Da han så dør i 1648 er pantet ikke indløst, og Frederik den 3. overtager et kongerige, der er gået bankerot. Han her ikke råd til at få lavet en ny kongekrone på det tidspunkt – den ville nok have kostet en 50-60.000 rigsdaler – men Christian 4.s krone er pantsat for 15.000 rigsdaler, så han må altså bide i det sure æble og forsøge at få sin fars krone hentet hjem.

    Det sørger rigshovmester Corfitz Ulfeldt, som er gift med kongens halvsøster Leonora Christina og på dette tidspunkt endnu kongens betroede mand, for. Frederik den 3. er så fattig, at det er Ulfeldt, der må betale panten og skrive under på, at han overtager lånet; selv om man betaler lånet ud før tid, slipper man ikke for at skulle betale de renter, det var tænkt, der skulle løbe på det.

 

Modernisering af kronen

Christian 4.s krone kommer således retur til København, og Frederik 3. laver den lidt om. Det har at gøre med, hvordan kroner skal se ud på det tidspunkt for at være tidsvarende – de skal nemlig ligne Solkongens. Christian 4.s krone er i virkeligheden allerede gammeldags, da den bliver skabt i 1596. Den er en åben krone uden bøjler i – et design, der peger bagud på Kalmarunionens kongekrone og dermed en hentydning til, at den danske konge engang var hersker over både Danmark, Norge og Sverige.

     – Men da Frederik 3. bliver konge er hans fars krone så knirkende gammeldags, at han næsten ikke kan vise sig med den på, hvis folk skal tro, at han er konge og ikke bare en eller anden lensgreve. Derfor får han lavet en indsats, der lukker kronen med seks bøjler i stil med Solkongens, Ludvig 14. Men den indsats er tung, og det gør at kronen med indsats kommer til at veje næsten fem kilo, som Frederik 3. altså bliver kronet med. Den må åbenbart have været lidt monstrøs, for da Frederik 3. dør i 1670, piller man indsatsen ud og smelter den om, og bruger det guld til at lave en ny kongekrone af. Og derfor har man Christian 4.s krone i næsten sin originale stand.

 

Peter Kristiansen kan i øvrigt en lille bihistorie til Frederik 3. og han kone:

 

Kronen, der røg på gulvet

– Da Frederik 3. og Sofie Amalie skal krones, tager hans halvsøster Leonora Christina ud til den guldsmed, der er ved at efterse kronerne og kommer uheldigvis til at skubbe Sofie Amalies krone på gulvet, så den går i stykker. Guldsmeden har jo så kun meget få dage til at få rådet bod på det og får den til at se ud i hvert fald på afstand som om, der ikke er sket noget. Og det har Sofie Amalie jo vidst det; at hendes krone har været på gulvet og gået i stykker.

     Også i forbindelse med selve kroningen drev Leonora Christina gæk med dronningen. Man havde sat store festdekorationer op i København, som hendes folk pillede ned.

 

 

 

Striden om de tre kroner

 

Vi har som bekendt ofte ligget i strid med vores svenske broderfolk. En del af skylden må tillægges tre kongekroner i et våbenskjold. Peter Kristiansen fortæller:

     – I middelalderen bruger svenskerne dels tre kroner og de bruger også en gylden løve. Og på et tidspunkt bruger de ikke de tre kroner så meget, og da man så laver Kalmarunionen i 1397 under dansk førerskab, så vælger man at tage tre kroner som våbenskjold for unionen. Det bliver svenskerne ikke så begejstrede for, for det er ifølge dem et svensk våben, men den danske konge trumfer sin vilje igennem.

     – Kalmarunionen går i opløsning med Gustav Wasas oprør i 1523 efter blodbadet i Stockholm i 1520, og da svenskerne træder ud af unionen siger de, at nu kan den danske konge ikke bruge Kalmarunionens våben mere, for nu vil vi bruge det som svensk våben. Men den danske konge siger, at det er ikke noget svensk våben og at han fortsat vil bruge det som et mindevåben om unionen. Det får den svenske konge Erik den 14. til i 1560 at sige, at hvis den danske konge kan rende rundt med det svenske våben i sit skjold, så kan han også have det norske og det danske våben i sit.

     – Så bliver der krig mellem Danmark og Sverige i 1563, der slutter uafgjort i 1570 med et grumset resultat i forhold til spørgsmålet om de tre kroner. Man bliver aldrig enige om det, og der er forskellige stikkerier frem og tilbage. Frederik den 2. får lavet Kronborgtapeterne med alle de danske konger helt tilbage til Kong Dan. Den svenske konge får lavet et tapet helt tilbage til Adam og Eva.

     – Og dér kommer Christian den 4. så i 1596 og lader sig krone med en af Kalmarunionens kroner for at demonstrere over for Sverige, at det er ham, der har ret til at føre de tre kroner i sit våbenskjold, og Danmark er et ældgammelt kongerige, og i Sverige har Wasaerne kun siddet i 75 år.

     – Da Christian den 4. i 1612 vinder den såkaldte Kalmarkrig, får han – da freden bliver skrevet i 1619 – indføjet at den danske konge har ret til at føre de tre kroner i sit våbenskjold; selvfølgelig uden nogen krav på Sverige, men som minde om Kalmarunionen. Det fejrer Christian den 4. så med at få sat tre kroner på Blåtårn i København og tre kroner på Børsens dragespir. Han smider rundt om sig med tre kroner så meget han kan.

     – Og den opførsel overlever til trods for at vi har svenskekrigen 1658 og skånske krig 1675, for da man bygger det første Christianborg i 1740erne er det med et tårn med tre kroner på, ligesom der endnu er på det tredje og nuværende Christiansborg.

 

 

​

 

Castrum Doloris, sølvløverne og Kong Salomon

 

Castrum doloris (latin: smertens leje eller smertens borg) er betegnelsen for den kulisseagtige opbygning, som man placerer en prominent persons kiste på inden selve begravelsen.

     Skikken, som går tilbage til pavernes begravelser i 1300-tallet, blev i Danmark en del af det kongelige begravelsesceremoniel efter enevældens indførelse i 1660. Frederik 3. var den første konge, der i 1670 lå på castrum doloris, Frederik 9. den seneste.

    Castrum doloris er det eneste af ceremonierne fra enevælden, som stadig gennemføres i stort set uforandret form og den sidste ceremoni, hvor de danske kronregalier stadig anvendes, idet de lægges på kisten. Ved regentens castrum doloris vogtes kisten desuden af de tre sølvløver, som hentes fra Rosenborg Slot.

 

Sølvløverne

I Rosenborg Slots riddersal står Frederik 3.s tre unikke sølvløver, som fortsat bevogter kongens trone, og som også medregnes til kronregalierne. Løverne er fremstillet i naturlig størrelse af i alt 130 kg drevet sølv. De er udført i 1665-70 af Ferdinand Kübich i København.

    Løverne havde, ligesom kongens salvingstronstol, deres forbillede i Det gamle Testamentes fortælling om den vise og retfærdige kong Salomon, hvis trone blev beskyttet af 12 gyldne løver. Med sølvløverne ønskede Frederik 3. at sidestille sig med den bibelske konge, men man nåede kun at gøre tre sølvløver færdige, inden Frederik 3. døde.

 

Tronstolen

Ved de tidligere salvinger sad kongen i den særlige salvings-tronstol, fremstillet af narhvalstand, som man tidligere troede var enhjørningehorn. Tronstolen blev lavet til Frederik 3. af Bendix Grodtschilling. Den blev anvendt første gang ved Christian 5.s salving i 1671 og sidste gang ved Christian 8.s salving i 1840. Tronens forbillede var den bibelske kong Salomons elfenbenstrone. Interessant at tænke sig, at man har kunne have noget, man ikke vidst hvordan så ud, som forbillede...

    Efter afskaffelsen af enevælden og salvingen i 1849 blev stolen overflødig, og den står nu i Riddersalen på Rosenborg Slot.

 

   Se artiklen i bladet her:DUS Nr 4, 2015

Af Christian Schmidt

 

Artiklen er en forlængelse af en omtale af Troldekuglers Peoples Bead i Design Ure Smykker nr 7, 2014. Peoples Bead 2014 er designet af Mirjam Seling, der er født i Lohr.

 

Har Snehvide rigtig levet? Ja, det mener man i byen Lohr am Main i Bayern. Det er netop i denne by, at hun skulle være født og opvokset. I 1986 kunne apoteker og historiker dr. Karlheinz Bartels opstille en række beviser for, at Snehvide er baseret på faktiske personer og gøre rede for både slot, spejl, stedmor, det forgiftede æble, eventyrets tilblivelse og dværgene!

 

​    Lohrer Schloss i Main-Spessart, hvor Snehvide blev født.

 

Baronesse Maria Sophia

Snehvide er ifølge Bartels ingen anden end baronesse Maria Sophia Margaretha Catherina von Erthal, der blev født den 19. juni 1725 på Lohrer Schloss i Main-Spessart distriktet. Maria var datter af baron Philipp Christoph Freiherr von Erthal, der var regionens øverste foged, fredsdommer og tillige bestyrer af spejl- og glasværkerne i Mainz.

    Maria er af familiens historiker beskrevet som en engel af barmhjertighed og venlighed og en velgører for de fattige og lidende.

 

Den onde stedmor

I 1741 døde Marias mor, Maria Eva von Erthal, og i 1743, da Maria var 18 år, giftede hendes far sig for anden gang. Marias stedmor hed Claudia Elisabeth Maria von Venningen og var kejserlig grevinde af Reichenstein. Det berygtede »lille spejl på væggen der« var sandsyligvis en gave til hende fra Philipp, som jo bestyrede spejl- og glasværkerne.

    Philipp var ofte på lange rejser væk fra slottet, idet han fungerede som ambassadør og en slags udenrigsminister for ærkebispedømmet, og han havde foretræde for konger og kejsere i hele Europa. Von Erthal familien og slottet kan derfor let have været betragtet som noget nær kongelige af den lokale befolkning, og Philipps mange rejser forklarer fraværet af Snehvides far i eventyret. Philipp døde i 1748, og man kan jo også tænke sig, at historien fandt sted derefter, hvor Maria var 23.

    Det fortælles om stedmoderen, at hun var meget dominerende og udnyttede sin position, mens Philipp var bortrejst, til at forfordele sine egne børn af tidligere ægteskab.

 

Lille spejl på væggen der

Lohr Slottet, hvor Maria voksede op, er nu museum, og her kan man endnu se det talende spejl. Det er 1,6 meter højt og smukt ornamenteret. Det er skabt af Kurmainzische Spiegelmanufaktur i Mainz, et firma der var kendt og agtet over hele Europa og et af de glasværker, som Philipp bestyrede (Snehvides glaskiste er naturligvis fremstillet på et af disse glasværk).

    Spejlet var en slags akustisk legetøj, der var almindelige i Lohr og kunne således faktisk tale. Det formulerede sig i ordsprog, og i øverste højre hjørne står ordene Amour Propre, der er fransk og betyder kærlighed til sig selv.

    Alle brikker er således på plads for, at den vellidte Maria skulle blive forfulgt af sin onde, selvforherligende stedmor.

 

Den vilde skov

Brødrene Grimm, som skrev eventyret Snehvide i 1812, blev født i Hanau, der ligger ikke langt fra Lohr. De tilbragte deres ungdom i Steinau i Spessart, og de vil uden tvivl have kendt til forhold i Lohr.

    De vilde skove, hvor Snehvide blev efterladt, var skoven i Spessart, mener Bartels. Snehvides flugt over syv høje passer med den gamle sti, kendt som Wieser Strasse, der går gennem området, forbi højene Hammersbuch, Steckenlaubshöhe, Pfirschhöhe, Gaulskopf, Eichenberg, Erkelshöhe og Hirschberg og som fører fra Lohr til minerne i Bieber nær Spessartbjergene.

 

Gnavpot og de andre

Men hvad så med dværgene? Også her har Bartels bevis. Glasværk og minedrift var den mest betydende indkomstkilde for de fattige borgere i Spessart på den tid. På museet kan man få et indtryk af forholdene i industrierne dengang. I Bieber gravede henved 500 arbejdere i minerne efter sølv og kobber. Det var ikke utænkeligt, at man har foretrukket folk af lav højde eller endda børn til dette arbejde. Arbejderne bar kutter med hætte for at beskytte sig mod sten.

 

Æblet

Selv det giftige æble har sin forklaring. I Spessart vokser planten Atropa Belladonna frit. Plantens bær indeholder stoffet alkaloid atropin, der har en stærkt bedøvende effekt og kan have fremkaldt Snehvides dødlignende søvn.

    Resten må være ren fingersnilde for en ond stedmor...

 

Chokoladekage..?

Ikke mærkeligt om Maria af den lokale befolkning skulle være blevet opfattet som den ideelle prinsesse, og at denne historie har inspireret Grimm brødrene.

Mere mærkeligt er det måske, at byen Lohrs officielle hjemmeside – ud over alle de andre vægtige argumenter for eventyrets autencitet – også har opskriften på den chokoladekage, Snehvide bagte til dværgene...

    Maria døde i 1796, 71 år gammel, og med hende formentlig hemmeligheden om, hvorvidt hendes stedmor virkelig fordrev hende ud i skoven.

 

​    Internettes eneste opdrivelige portræt af Maria Sophia Margaretha Catherina von Erthal, fundet på en spansk hjemmeside. Desværre oplyses maleren ikke.

 

   Se artiklen i bladet her:DUS Nr 7, 2014

Af psykoterapeut Gunna Hesselbjerg  |  ghesselbjerg.dk

 

Teksten har været bragt i DUS 7, 2008, som del af en artikel om hjerter som symbol i smykker.

 

Hvad er kærlighed? Det er der mange, der har forsøgt at give et bud på. Det vil jeg nu også gøre...

   Kærlighed er ikke bare kærlighed. Kærlighed består af mindst fire forskellige typer. Tilsammen udgør de den ultimative kærlighed, du kan finde i kærlighedsforholdet til din partner.

   Hvad er så de fire slags kærlighed? – Guld, sølv, perler og diamanter. Nej, spøg til side. De fire typer, kærlighed kan optræde i, og som er grundlæggende forskellige, er den venskabelige kærlighed, den fysiske kærlighed, den familiære kærlighed og den betingelsesløse kærlighed.

 

Venskabskærligheden

Ofte er det forelskelsens romantiske og fysiske kærlighed, der bliver fokuseret på i vor tids jagt på den eneste ene. Men venskabskærligheden er noget af det vigtigste i et stærkt og udviklende kærlighedsforhold. Den er den kærlighed, du nemmest selv kan være med til at udvikle, og som kan blive ved med at give næring til de andre slags kærlighed.

   Venskabskærligheden bygger på kommunikation tit og ofte, at dele liv, tanker, følelser, problemer. Giv dine inderste tanker, følelser, drømme, værdier, ønsker til din elskede, så det kan blive en have, hvor hans/hendes kærlighed til dig kan slå dybe rødder. Åben op for dine dyrebare skatte! Erkend dine fejl og svagheder og oplev muligheden for at blive elsket alligevel.

   Det afgørende er her, om du kan være din elskedes bedste ven. Jeres forhold må være en vekslen mellem at give og modtage. I må have samme mål med jeres fælles liv og kærlighed, samme livssyn og virkelighedsopfattelse, ellers kommunikerer I i øst og vest.

   Mange tror, at ægteskabet og parforhold betyder, at de har ret til hinandens kærlighed. Sådan er kærligheden ikke. Den udspringer af en grundlæggende frihed og respekt. Vis hinanden tillid og respekt i den måde, I behandler hinanden på. Tag ikke din elskede for givet, men modtag med TAK det, du får hver dag, lad det være din elskedes personlige kærlighedsgave til dig. Giv af dig selv, hvis og når du føler for det.

   Venskabskærlighed fornyer du og udvikler hver dag, hver uge, hver måned; igen og igen gennem at bruge tid og dele liv.

 

 

Kærlighedens tragedie hedder ikke døden,

den hedder heller ikke adskillelse,

den hedder ligegyldighed.

William Sommerset Maugham

 

 

Den fysiske kærlighed

Den fysiske kærlighed er tiltrækning og længsel efter at komme helt tæt på den anden. Det er den fysiske berøring, intimitet, nærhed, forening, erotik, sensualitet, lidenskab og følelser. Fysisk kærlighed er også, når du holder veninden i hånden, reder hendes hår, giver massage, giver en ven et skulderklap eller holder om dit lille barn.

   Den lidenskabelige fysiske kærlighed er der mange par, der har svært ved at holde fast på. Den ligesom siver ud af parforholdet og forsvinder, når det begynder at knirke med problemer. Det bunder i den tætte forbindelse, der er mellem venskabskærligheden og den fysiske kærlighed. Hvis der ikke bliver ryddet op i de misforståelser og fejltagelser, der sårer og skuffer i et parforhold, vil hver eneste af disse oplevelser ligge som en dæmper, der holder lidenskaben nede. Nøglen til en vedvarende stærk og intim romantisk lidenskabelig kærlighed er i virkeligheden TILGIVELSE!

   For at tilgive må vi tale om det, der sårede eller gjorde os vrede. Vi har brug for at blive hørt og forstået og måske trøstet af den anden. Mærke, at den anden tager medansvar for følelserne. Når vi er færdige med følelserne, kan vi tilgive. Cand.mag. Lotte Kaa Andersen skrev engang i Femina:

   – Hvis du er stået fortravlet op hele ugen og er pisket af sted på arbejde og har overladt børn, morgenmad, sjaskvåde håndklæder på gulvet, spildt mælk, madpakker, hundeluftning, opvask, vasketøj og skraldespand til din kvinde, så nytter det ikke noget at være sød og kælen fredag aften. For så gider hun bare ikke! Hvis der er stress i luften, og det hele bare flyder, så er det de færreste kvinder, der magter at overgive sig til lidenskaben.

   Så er det sagt! Forspillet, og dit eget ansvar for at pleje dit kærlighedsforhold, starter om morgenen og varer hele dagen, hver dag. Der er ikke nogen undskyldninger for at sige, „min kone forstår mig ikke“, hvis du som mand i virkeligheden ikke forstår din kone og derfor ikke får sex eller kærlighed. Læs hellere Joan Ørtings Ta’ mig og få tips og tricks... ;-)

 

Familiekærligheden

Familiekærlighed kunne også kaldes gruppekærligheden. Det er kærligheden til et fællesskab, loyaliteten og tilknytningen til en gruppe, hvor man har sin faste plads, for eksempel i et arbejdsteam, på et sportshold eller i en familie.

   Familiekærligheden vælges til igen og igen og giver en behagelig oplevelse af tryghed og ansvarlighed, at høre til. Familiekærligheden kan bruges til at styrke jeres forhold, ved at skabe og fastholde jeres egne traditioner og fællesskaber.

 

 

Kærlighed er, når jeg ser over på divanen og opdager,

at han ligger der endnu efter seksten år.

Susanne Brøgger

 

 

Den betingelsesløse kærlighed

Også den betingelsesløse kærlighed er en del af det vigtige fundamentet for al vedvarende og dyb kærlighed mellem mennesker. Hvis ikke den betingelsesløse kærlighed er med til at skabe et fundament af livslang tilknytning til et andet menneske og tilgivelse – at elske og tilgive på trods af – så er der ikke store chancer for, at kærligheden overlever særlig mange år.

   Den betingelsesløse kærlighed er evig og åndelig, den er ikke bundet til psykiske eller sociale regler eller skjulte dagsordener. I sin mest rendyrkede form er det den kærlighed, en forælder har til sit nyfødte barn. Her er ikke tale om at kende hinanden eller om gensidig udveksling af noget som helst. Det er alene barnet, der får.

   Når du møder din partner og forelsker dig, har du ikke ret meget betingelsesløs kærlighed til ham/hende. Men den betingelsesløse kærlighed kan udvikle sig gennem jeres samliv. Det kunne være en forklaring på, at nogle ældre par dør kort efter hinanden eller bliver sammen trods den enes svære plejekrævende sygdom.

 

Kærlighed udvikler sig, når...

Kærligheden vokser, når du knytter dig, og hengiver dig til at være der for et andet menneske.

   Kærligheden styrkes, hver gang du giver eller modtager i sådan et forhold, og når du focuserer på den andens værdier og tænker positivt om din elskede.

   Evnen til at elske din partner styrkes, når du udvikler din evne til at elske dig selv, som du er, værdsætter dine egne evner, opfylder dine egne behov, tilgiver dig dine egne fejl med henblik på at ændre dem. Dybden i den kærlighed, du kan opleve afhænger af din ærlighed: Om du tør være den, du er!

 

Hvad siger lægen om hjertet?

Alexander Löwen er læge og leder af Institute of Bioenergetic Analysis i New York. Han har i en menneskealder praktiseret psykoanalyse og har forlængst markeret sig som en af de banebrydende inden for den kropsorienterede psykologi. Han siger: Hjertet er det velkendte symbol for kærlighed, og hvad de færreste ved – seksuel lyst!

   Alexander Löwen mener hermed, at forbindelsen mellem hjertet og kærligheden ikke kun er symbolsk, men helt reel. Undertrykte følelser, specielt seksuelle konflikter, og psykisk smerte kan anspænde overkroppen i en sådan grad, at brystkassen bliver et panser, der bogstavlig talt kvæler hjertet, skriver han i bogen Kærlighed, sex og dit hjerte.

   Löwen giver således et nyt og overraskende indblik i årsagen til det stadig stigende antal tilfælde af hjertesygdomme. Ligesom nogle hjertesygdomme kan udløses psykisk, kan de også forebygges psykisk. Bioenergetiske kropsterapeuter kan løsne kroppens panser, frigøre behovet for kærlighed og sex, og dermed mindske risikoen for alvorlige hjertesygdomme.

 

   Se artiklen i bladet her:DUS Nr 7, 2008

Af Christian Schmidt

 

Den 12. kunstform: Smykker og ure

 

Fra gammel tid har man yndet at inddele kunstformer i forskellige kategorier og hævde, at noget er finere end andet. I Renæssancen var der således fælles konsensus om, at arkitektur, skulptur og maleri tilhørte de fineste kunstformer, de såkaldte Belle Arte – smukke kunster.

 

Siden hen har man måske syntes, man blev nødt til også at anerkende andre kunstformer – hvor skulle man ellers placere Mozart og Shakespeare? I hvert fald kunne den franske forening La Société 12th Art i 2012 opstille følgende liste over i alt 12 kunstarter:

 

1. Arkitektur

2. Skulptur

3. Maleri

4. Musik

5. Poesi

6. Udøvende kunst: dans, pantomime, teater, cirkus

7. Film

8. Medier: TV, radio og fotografi

9. Tegneserier

10 og 11: Videospil, digital kunst, multimedia, kokkekunst, modeltog og rollespil

12. Ure, bijouteri, smykker, guldsmedekunst

 

​

 

Ja, det er rigtigt set: Märklin kommer ind på en 10/11.-plads og altså før Cartier, Patek Philippe og Harry Winston!

 

La Société 12th Art sælger i øvrigt små effekter med deres logo på, som en paraply, en kasket og et tørklæde. Ingen af dem er dog kunstværker ifølge deres egen liste. Og når det nu er fransk, så er det vel egentlig lidt skuffende, at der slet ikke er blevet plads til elskovskunsten...

Af Christian Schmidt

 

Indiglo Night Light er en patenteret teknik brugt i en lang række Timex ure.

 

Op til julen 1992 lancerede Timex Indiglo Night Light teknikken i deres Ironman ure. I januar 1993 lavede Indiglo overskrifter, da teknikken var medvirkende til at redde liv under bombningen af World Trade Center i New York. En kontorarbejder brugte den lysende skive i sit Timex til at guide en gruppe mennesker 40 etager ned af en mørk trappe og dermed redde dem i sikkerhed ud af bygningen.

 

Men blev World Trade Center ikke angrebet 11. september 2001? Jo, det gjorde det også. Men det skete også allerede i 1993 og med samme forsæt – at få tårnene til at styrte sammen, forårsaget af en bilbombe placeret i kælderen af islamiske terrorister.

 

Indiglo er en elektroluminiscerende teknik, der omformer elektricitet direkte til lys og er den samme proces, man kender fra neonlys. I Timex urene ledes en elektrisk strøm gennem en tynd plade af fosfor, hvorved elektronerne i fosforatomerne tilføres energi, og når de derefter afgiver energien sker det i form af protoner.

 

​    Indiglo er en afledning af ordet indigo (blågrøn), fordi de oprindelige Indiglo ure afgav et blågrønt lys. På mange af Timex modeller er teknikken brugt, så hele urskiven afgiver lys.Til højre et Timex Ironman fra 2014.   

 

 

    Læs mere omTimex’ historie iDUS Nr 8, 2014

Af Christian Schmidt, maj 2015

 

Artiklen her er den fulde version af interviews Marianne Dulong og Anja Camilla Alajdi fra Marianne Dulong, Josephine Bergsøe og Line Hallberg og Jo Riis-Hansen fra Line&Jo.

 

Vil du nøjes med en kopi, eller vil du have originalen? Hvordan kan du som køber sikre dig mod kopier? Og hvad betyder kopieringen for kreativiteten og virkelysten i branchen? Tre prominente guldsmedefirmaer fortæller her om deres oplevelser med at blive kopieret.

 

Marianne Dulong, Line&Jo og Josephine Bergsøe har alle oplevet, at deres design er blevet kopieret mange gange. De er på ingen måde enlige svaler – der kopieres latterligt meget i smykkebranchen, som Josephine udtrykker det.

    For nogen gør det så stor skade, at de ikke tør have deres smykker liggende fremme på messer eller ikke vil have dem offentliggjort i medier, og det kan nærmest lamme en virksomhed med originale idéer at frygte for, at disse stjæles af nogen, der har større pondus til at få dem udbredt. Hvordan skal en kreativ virksomhed kunne vokse, hvis den ikke tør vise sine idéer?

    Marianne, Line og Josephine har valgt ikke at lade sig slå ud af kopieringen, men ønsker alligevel, at der i branchen var et meget større sammenhold om at gå imod kopierne, og at forbrugerne var mere bevidste om problemet.

 

Rammer i hjertekulen

Hvordan er jeres design blevet kopieret?

Line og Jo: – Vores design bliver jævnligt kopieret direkte. Vi har endda oplevet, at vores smykker er blevet brugt som salgsmateriale af kopierende firmaer til at promovere deres kopier med.

    Josephine Bergsøe: – Det er meget forskelligt. Ofte kan jeg bare se at folk er blevet inspirerede af mit, eller at vi er blevet inspireret af det samme. Men indimellem er det simpelthen direkte kopi. Det er nemt at checke det, når man ser på kopistens samlede produktion; tit har de ikke nogen egen signatur, men noget er Lynggaard, noget er Dulong og noget er mit… Og så er der jo de ganske få, som kopierer hele ens dna, og formentlig selv tror, at det er deres eget...

    Marianne og Anja fra Marianne Dulong: – Kharisma øreringene er blevet kopieret af flere omgange. Desuden har vi set og handlet på kopier af vores Champignon ringe, Sienna ring, Anello øreringe og Cabochon ringe.

 

Hvad betyder det for jer at blive kopieret?

Line og Jo: – Det efterlader os altid med en følelse af at være underligt magtesløse. Vi har derfor altid prøvet at tage det som et kæmpe kompliment før noget andet. For det er det jo også. At blive kopieret betyder jo, at man har ramt plet, og at man er god til at lave noget, som mange mennesker synes er smukt. Men når det går over gevind, bliver vi rigtig kede af det. Når kopierne er næsten helt lig originalen, eller når hele ens brand-dna bliver åbentlyst kopieret, så rammer det lige i hjertekulen.

    Marianne og Anja: – Det påvirker vores brand negativt, at folk ser en dårlig kopi og tror, at den kommer fra vores guldsmede. Håndværket kan slet ikke sammenlignes, men det vil nogle først se, når de har originalen foran sig. Desuden påvirker det naturligvis salget, hvis kunderne køber en billig kopi i stedet for at spare op til den ægte vare og købe smykket hos os.

    Josephine: – Jeg har valgt at tage det som en cadeau at blive kopieret. Som Coco Chanel sagede: Imitation is the biggest form of flattery. Men det kan jeg kun tillade mig med mine unika-smykker. Min underlinie Ornat er jeg nødt til at beskytte, for det nytter ikke, at der ligger smykker ude hos forhandlerne som ligner til forveksling, men som er produceret i udlandet, er i dårligere kvalitet og koster det halve.

 

​     – Når kopieringen bliver rigtig grov, og vi føler os åbentlyst grinet op i ansigtet, må vi indrømme at det er udmattende for vores kreativitet. Vi har ofte følt os som kreativ gavebod. Og til tider har det virket blokerende for vores kreativitet at vide, at der sidder nogen med penge og produktion klar til at nappe det, de har lyst til, så snart det er ude. Det kan virke som at arbejde gratis for andre, og det er jo ikke særlig motiverende.   Line Hallberg og Jo Riis-Hansen, Line&Jo

 

Et kæmpe problem

Hvordan påvirker det smykkebranchen?

Josephine: – Der bliver kopieret latterligt meget i vores branche, og det er et kæmpe problem. Vi har ikke forstået at formidle forskellen på ægte og kopi ud til forbrugerne. Folk kender forskel på ægte og uægte guld, men vi skal videre, så det godt kan være et uægte smykke, selvom guldet er ægte nok. Det er lykkedes for store dele af den danske designbranche, møbler især, at skabe stolthed og awareness omkring deres produkter. Og de er endda beskyttet af lovgivningen, så det er ulovligt at importere kopi-møbler. Men vi passer ikke ordentligt på os selv, og i sidste ende er det til skade for forbrugeren.

 

Har I oplevet kunder, der har kommenteret kopierne eller har været forvirrede?

Josephine: – Jeg oplever ofte kunder, som kommenterer kopier af mine ting. Lige fra min-er-jo-heldigvis-en-ægte-Bergsøe til kunder, der stolt fortæller, at de har fået lavet en ring efter et foto af min hos én af mine kolleger og billigere end min, hvilket altid er begrundelsen for at kopiere.

    Line og Jo: – Vi har ofte kunder, der kommenterer kopieringen. De fleste af vores kunder vil gerne købe smykker, man kan se er vores; smykker de kan nyde at gå med i mange år, som de kan have et særligt forhold til. Det kan jo være lidt svært, hvis et smykke bliver meget kopieret, svarer Line&Jo.

    Marianne Dulong har de seneste fem år skrevet „De originale Kharisma Øreringe“ i alle deres annoncer for på den måde at fortælle kunderne, at alt andet der ligner er kopier.

 

Er I overraskede over hvilke af jeres ting, der bliver kopieret?

Marianne og Anja: – Det er svært at vide på forhånd. Det er typisk de helt kommercielle succeser, der bliver kopieret, og det kan være svært at vide på forhånd, hvilke smykker der går hen og bliver mest populære. Håndværket bag vores smykker kan ikke lige kopieres, men designs kan naturligvis godt. Det vil sige, at en kopi aldrig vil være lige så smuk som originalen fra Marianne Dulong.

    Line og Jo: – I starten af vores karriere var vi meget overraskede over, hvilke smykker der blev kopieret, men med tiden er vi blevet bedre til at forudsige de smykker, der er særligt udsatte.

    Josephine: – Det er ikke så svært at se, hvad som ligger bedst for til kopiering...

 

Prøver I at lave jeres designs, så de er svære at kopiere?

Josephine: – Nej. Jeg ville slet ikke kunne arbejde, hvis jeg skulle have kopierings-faktoren med. Jeg arbejder på lyst og overskud, ikke på begrænsning.

    Line og Jo: – Ja, vi er blevet meget mere beviste om kopiering, når vi designer. En lidt blokerende faktor at have med i vores kreative proces, men det er desværre blevet nødvendigt. Vi gør meget ud af, at vores arbejde er af rigtig solid god kvalitet. Det er nemlig let at kopiere et look, men det er sværere at kopiere kvalitet

    Marianne og Anja: – Vi har for nyligt tilført små logoplader med vores Marianne Dulong logo, hvilket burde gøre det nemmere at se, om man står med et originalt design. Men vi har tilført dem, fordi vi synes, at de er smukke og ikke nødvendigvis for at beskytte os selv.

 

​     – Kopiering af smykker et stort problem for branchen generelt og for nogle af osi særdeleshed. Vi investerer mange penge i udviklingen af nye designs og branding,og det er derfor både dyrt for os og underminerende for væksten blandt guldsmede,når smykkerne bliver kopieret i dårligere håndværk og ufuldendt design.   Marianne Dulong (th) og Anja Camilla Alajdi,   Marianne Dulong

 

Inspiration eller kopi

Hvordan kan I vide, at den anden designer ikke har fået samme idé uafhængigt af jer?

Marianne og Anja: – Det kan vi heller ikke vide, når det gælder designet. Men Marianne Dulong er blevet kendt for nogle håndværksmæssige karakteristika, som gør, at vores smykker er relativt let genkendelige og som på en måde er „vores“. Vores overflader, fatninger og stilunivers har eksisteret i 10 år, og derfor kan vi til en vis grad bevise, hvem der fik idéen først. Desuden har vi faktisk ophavsretten på flere af vores smykker, blandt andet Kharisma øreringene.

    Josephine: – Det sker ofte, at vi er flere som arbejder på samme inspiration, og det kan være sjovt at se, hvor vi udvikler det hen. Og smykker kan også ligge meget tæt på mine, hvor min kollega aldrig har set mit. Men jeg har så meget fingeraftryk, at jeg kan se det, hvis det er kopi – især når den pågældendes øvrige smykker er helt anderledes.

    Line og Jo: – Det sker jo ofte, at to designere bliver inspireret af det samme, og det vil unægteligt kunne ses i udfaldet af smykket. Det er jo ikke kopiering at blive inspireret af de tendenser, der er i tiden, eller af hinanden, så længe den enkelte designer har sat sit eget præg på udfaldet. Men der er mange tilfælde, hvor vi ikke er i tvivl. Når mål for eksempel er helt ens, eller når nogen kopierer mange designs fra den samme kollektion og skaber fuldstændig samme feeling som vores univers. De firmaer, vi er oppe imod med hensyn til kopiering, sælger i øvrigt aldrig kopismykkerne til samme pris eller dyrere end vores originaler. Det i sig selv siger jo noget om bagtanken.

 

Hvordan kan I være sikre på, at det faktisk var jer, der kom først og ikke omvendt?

Josephine: – Det kan man jo spørge om, hvis man er i tvivl. Mine mest kopierede smykker begyndte jeg at lave for 20 år siden, så deeet… Men jeg ser jo også ind imellem et smykke fra fx Boucheron, som ligner lidt for meget noget, jeg har lavet. Dér ved jeg jo godt

, at de aldrig har set mine ting, og så må jeg jo overveje, om jeg skal trække mig alligevel.

 

Hvor tæt synes I, man må gå i at blive inspireret af andre?

Marianne og Anja: – Der er en flydende grænse mellem inspiration og kopiering, men jeg er sikker på, at de guldsmede, som kopierer andre, godt selv ved, når de går for langt.

    Josephine: – Man må gå så tæt, at der stadig ikke er tvivl om, at det er DIT fingeraftryk. Hvis folk tror, at et Bergsøe-smykke er fra Lyngaard, så er jeg på tynd is.

 

Flovt med kopier

I tøjbranchen har man vistnok accep­teret, at der kopieres uden hæmninger. Kan man ikke også bare acceptere det samme i smykkebranchen?

Line og Jo: – Som designer vil man altid skulle tolerere en vis mængde kopiering. Men igen, når kopierne ligner originalen til forveksling og hele koncepter bliver kopieret, mener vi ikke, der er nogen branche, der finder sig i det. Tænk på alle de sager, der har været i tidens løb med kopiering af designertasker osv. Smykker og tøj er også to helt forskellige produkter. Tøj har en meget kortere levetid end ægte smykker. Tøjkollektioner kommer to til fire gange om året og bliver konstant skiftet ud. Kunden køber tøj hver sæson, og mange følger moden og har derved stor udskiftning i deres garderobe. At købe ægte smykker er en helt anden sag. Smykker bliver oftest købt med hjertet og kunderne binder i langt højere grad følelser op på smykker end på deres tøj. Smykker er ofte forbundet med livets store mærkedage og er ikke bare brug-og-smid-væk. Derfor er det vigtigt at værne om særpræg, både i tøj og i smykker. Ellers dør kunst­neren og kunsten med ham.

    Marianne og Anja: – Kopiering af andres produkter er både ulovligt og underminerende for kreativiteten for de guldsmede, der skaber originale designs. Det synes jeg ikke, at man blot skal acceptere. Så længe man har midler og kræfter til at tage kampen op, så skal man gøre det.

    Josephine: – Tøj­branch­en italesætter kopi-problemet. Og de er lyk­­ke­des med det væsent­lige: Kunden ved godt selv, om det er en ægte eller en kopi, de køber. Og alle vil helst eje originalen. Det er flovt at blive spottet med en kopi. Det ville være dejligt at nå dertil med smykker.

 

Gør I noget for at undgå kopiering; patentering, trademark eller andet?

Marianne og Anja: – Ja, vi har sikret os ophavsretten på flere af vores designs.

    Line og Jo: – Ja, vi patenterer de vigtigste af vores designs.

    Josephine: – Mine smykker er ret genkendelige, og jeg har stort set altid en udstilling eller et foto jeg kan datere det til, så loven om ophavsret burde være nok. I et enkelt tilfælde har jeg dog registreret et design hos Patent- og Varemærkestyrelsen for at se, om det gav ekstra beskyttelse.

 

Opslidende retssager

Har I ført retssager, og hvad er jeres erfaringer med det?

Line og Jo: – Nej vi har ikke kørt retsager. Men vi har haft meget lyst til det. Problemet er, at retsager er dyre og opslidende og fulde at virkelig dårlig energi. Og så er der så mange gråzoner i lovgivningen om kopiering. I sidste ende er det dem med den fedeste pengepung og dermed mest tålmodighed der ender med at vinde.

    Marianne og Anja: – Vi har ført retssager og fået indført fogedforbud for salg af kopier af vores smykker. Vi har gennemgået nogle ret intense forløb, hvor vi sammen med en dommer har beslaglagt bevismateriale for at bevise blandt andet omfanget af salget af kopierne. De retssager, vi har ført, har vi også vundet, siger Marianne og Anja.

    Josephine: – Lige præcis dét design, jeg i sin tid lavede en varemærkebeskyttelse på, har været en tur omkring retssystemet for nylig, fordi en „kollega“ lavede direkte kopi. Og selvom sagen var soleklar – der var billeddokumentation, jeg tegnede patentet for seks år siden, og kollegaen begyndte først sin produktion for to år siden – måtte jeg indgå forlig, fordi jeg ikke havde råd eller kræfter til en lang retssag. Sagen kostede mig 40.000 kroner, masser af søvnløse nætter, og kun to styles ud af 15 blev trukket tilbage fra markedet.

 

Synes I, det er det værd at føre retssag?

Marianne og Anja: – Helt sikkert. Både moralsk og forretningsmæssigt. På baggrund af især den første retssag, som vi førte, har vi efterfølgende sendt omkring 30 breve og bedt folk om at stoppe kopiering. Idet vi har vundet en retssag, kan vi bruge dommen til at advare om risikoen ved at sælge kopier af vores smykker.

 

Hvad er det største problem ved at føre retssag?

Josephine: – Det største problem er, at det gør mig ukreativ at skulle forholde mig til en kollegas kopiering. Jeg hader at skulle sidde og snage i og blive fortørnet over, hvor respektl­­øst og tarveligt det er. Jeg mister simpelthen glæden over mit dejlige arbejde. Dernæst kommer de enorme summer det koster, uanset om man vinder eller ej.

    Marianne og Anja: – Det koster både tid, penge og energi at tage kampen op. Det er et stort problem i mindre virksomheder. Den tid og energi kunne have været brugt på noget positivt – at se fremad, skabe vækst og designe nye smykker.

 

Hvad sker der, hvis man taber en retssag?

Josephine: – Det har jeg ikke prøvet.

    Line og Jo: – Ja, der sker vel ikke så meget andet end at man på alle måder er fattigere end før.

 

Kan I gøre noget for at stå jer bedre, hvis det skulle komme til en retssag?

Marianne og Anja: – Man kan sørge for at tage patenter og sikre sig ophavsretten til sine smykker. Desuden kan man løbende sørge for at have sin dokumentation i orden; daterede skitser, fakturaer fra det første salg etc.

    Line og Jo: – Vi kan patentere vores designs, så vi i fremtiden kan køre retssager, hvor der ikke er tvivl om udfaldet.

    Josephine: – Det er en god ide at forelægge smykkerne for en uvildig fagperson, inden man går i gang med hele skytset, for selvom man bliver kopieret, er grænserne ret vide for, hvor tæt man må gå på et design. Så hvis en fagmand skønner, at der er mere en 10 procents forskel i designet vil jeg hellere bruge pengene på en tur til Maldiverne...

 

Hvilken straf mener I er rimelig for dem, der kopierer?

Josephine: – Jeg mener, at produktion og annoncering omgående skal stoppes, at de pågældende smykker skal trækkes tilbage fra markedet, og at deres øvrige produktion skal ses efter i sømmene. At de betaler samtlige udgifter til retsvæsen og advokater plus en kompensation for det tidsspilde, det har medført. Hvis de har annonceret heftigt for et kopiprodukt, kunne man for deres regning indrykke annoncer i de samme blade, hvor der under billedet stod „KOPI – vi undskylder“. Dette ville også betyde, at forhandlerne blev mere varsomme med hvem de tog ind, fordi det ville være dyrt at brænde nallerne på kopiprodukter.

    Line og Jo: – Vi ser ikke, at der er noget galt med de straffe, der allerede eksisterer. Problemet er, at det er så satans svært og langtrukket at køre en retssag inden straffen falder.

 

Ville det være en god ide at sende dem på tvungent design-kursus?

Line og Jo: – Nej, det tror jeg ikke, at der er nogen, der ville få det bedre af.

    Josephine: – Tja, jeg tror de fleste af små-kopisterne netop har gået på aftenskole eller designkursus, og så synes de selv, at de har fundet på det hele sammen med deres søde thailandske guldsmed… Og de store, som benhårdt går efter at ligge præcis så tæt på grænsen til kopiering, at de slipper af sted med det, de har en „designer“ siddende, som får besked på, hvilket mærke det skal ligne.

 

Kender I andre, der har ført retssag, og hvad er deres erfaring?

Line og Jo: – Nej, det gør vi desværre ikke. Det virker som om, at mange af vores kolleger har det med retssager som vi har det.

    Josephine: – Ja, og erfaringerne er stort set enslydende: Det er dyrt og besværligt at føre en sag, og selvom man vinder sagen, er det ikke sikkert kopieringen holder op. Nogle gange bliver designet bare ændret en my, og så kan man starte forfra.

 

Branchens rolle

Kunne guldsmedebranchen havde et organ, hvor man indsendte sit nye design, og datoen dermed blev registreret?

    Line og Jo: – Det kunne man da sagtens forestille sig. Det ville være dejligt, hvis branchen ville få øjnene op for problemet og tage det alvorligt. Hvis det blev en realitet, tror vi også, at det kunne få en præventiv effekt.

    Josephine: – Vi har jo i forvejen loven om ophavsret, så hvis man har dokumentation på sine smykker skulle det jo være nok. Men det ville være dejligt, hvis branchen kunne være behjælpelig med fx juridisk bistand.

 

Kan smykkebutikkerne gøre noget for at hjælpe mod kopiering?

Josephine: – Ja, kan sætte sig ind i de varer, de køber, undlade at købe kopier og ikke mindst skilte med, at de fører den originale vare

    Marianne og Anja: – Og de kan lade være med at indkøbe smykker, der tydeligvis er kopier af dyrere designs og i stedet forhandle den ægte vare.

 

​      – Jeg har valgt at tage det som en cadeau. Som Coco Chanel sagde: Imitation er den største form for smiger. Men det kan jeg kun tillade mig med mine unika-smykker. Min Ornat kollektion ligger ude hos forhandlerne, og så nytter det jo ikke, at der liggersmykker ved siden af, som ligner til forveksling, mensom er lavet i Østen og koster det halve.    Josephine Bergsøe

 

Kunderne og kopisterne

De tre guldsmede kunne godt tænke sig, at også forbrugerne satte sig mere ind i tingene; så ville de også opdage kopierne.

 

Har I råd til forbrugerne om, hvordan de opdager kopier og undgår dem?

Josephine: – Ligesom når man investerer i en dyr taske eller et møbel. Sæt dig ind i produktet. Kan du lide andre ting fra samme designer? Ligner det noget andet, som du egentlig hellere ville have, men ikke har råd til?

    Line og Jo: – Vi mener, at forbrugere har pligt til at sætte sig lidt ind i tingenes tilstand. Desværre er der jo forbrugere, der er fuldstændigt ligeglade med, hvad de ifører sig, så længe det er billigt.

 

Kan man altid regne med, at kopien er billigere end originalen?

Marianne og Anja: – Ja, kopiering koster typisk mindre i både udviklingstid og materialer. Hvis kopier kostede det samme som originalen, ville man jo hellere købe originalen.

    Josephine: – Ja, det tror jeg. I mit tilfælde ihvertfald.

    Line og Jo: – Det kan da nok tyde på, at der er ugler i mosen i hvert tilfælde.

 

Er der særlig fælles træk ved kopierne – fx at designet er kopieret, men materialerne er billigere?

Line og Jo: – Det er det fælles træk, vi oftest ser. Billigere kopier, oftest produceret i Indien eller Kina.

    Josephine: – Det er ofte sådan. Fx bruger jeg kun 18, 22 og 24 karat guld og aldrig ferskvandsperler. Og kopismykkerne er tit fremstillet i sølv med 14 karat og ferskvandsperler.

 

Hvem er det typisk, der kopierer?

Line og Jo: – Forretningsmennesker, der synes at kunne se potientialet i ens koncept. Folk, der er gode til at sætte en forretning op, men som mangler et godt produkt og en god historie at fortælle. De er rigtig farlige.

    Josephine: – Der er tre typer: Små selvstændige guldsmede, som gerne vil lave deres eget, men som også laver bestillingsarbejde og ikke siger nej, når en kunde kommer ind med at foto af et smykke, de vil have kopieret. Forret­nings­folk, der laver kalkuler på, hvilke slags smykker de kan sælge hvor, som producerer på egen fabrik i udlandet og som ligesågodt kunne sælge sildepostej som smykker. Og så en voksende gruppe, især kvinder, som altid har drømt om at lave smykker og springer ud i det, når deres børn er blevet store. De får typisk smykkerne lavet i Thailand eller Indien og er i bedste fald glade amatører. Da de hverken har nogen faglig eller håndværksmæssig baggrund, er det natuligvis svært for dem at opbygge deres egen identitet, så deres smykker bliver sammensat af elementer fra de smykker, de nu er betagede af, og ender ofte med at være billige kopier af dygtige guldsmedes arbejde.

 

Så gør kopiering skade på branchen? Absolut. Og er kopieringen til ulempe for forbrugerne? Også klart ja. Hvem kan stoppe det? Det kan butikkerne, ved at være mere opmærksomme og ikke tage kopierne ind. Og det kan du som forbruger ved at gå efter originalerne.

 

 

GULDOGURE påtager sig intet ansvar for eventuelt forkerte oplysninger givet af firmaerne i denne artikel.

 

   Se artiklen med billeder iDesign Ure Smykker nr 3, 2015.

Af Christian Schmidt

 

Teksten har været bragt i DUS 7, 2008, som del af en artikel om hjerter som symbol i smykker.

 

Vi kender alle symbolet for et hjerte, selv når det optræder i alle mulige varianter som blandt andet i smykkerne på disse sider. Men enhver, der har set en hjerte i en biologibog, ved også, at symbolet for et hjerte slet ikke ligner et virkeligt hjerte. Så hvordan er hjertesymbolet opstået, og hvorfor ser det ud, som det gør?

 

At sammenkæde heftige følelser med hjertet er ikke underligt. De fleste kender nok til hjertebanken eller at være tung om hjertet. Allerede Aristoteles betragtede hjertet som center for alle følelser. At hjertet derfor er hjemsted for livsglæde, sexlyst og kærlighed er nærliggende.

 

Nogle mener, at hjertesymbolet simpelthen er en gengivelse af det kvindelige køn. Hvis man forlænger de to halvbuer ned til spidsen, så buerne overlapper hinanden, vil man forstå, hvad der menes. Ikke overraskende hævder den katolske kirke noget andet. Den mener, at hjertesymbolet stammer fra sekstenhundredtallet, da Sankt Margaret Mary Alacoque havde en vision af en hjerteform inde i en tornekrone.

 

Imidlertid kendes symbolet længe før. I det ældste danske rigsvåben – Knud den Sjettes – fra 1190erne ses således en række hjerteformede åkandeblade rundt om tre løver. Og på tidlige glasmosaikker ses Det hellige Hjerte, ofte med en pil igennem sig – et symbol på Jesus’ lidelse på korset, hvor den romerske soldat stak ham med et spyd.

 

Nogle mener også at kunne se en lighed med den egyptiske hieroglyf for hjerte, ab, der ligner en amfora. I sig selv ikke et dårligt symbol, hvis man ser hjertet som en beholder for følelser.

 

​   Den egyptiske hieroglyffor hjerte, ab.    Mønt fra Cyrene med blad fra planten Silphium.     Symbol, ridset af Cro-Magnon manden.

 

Planten på mønten

Men hjertesymbolet har sandsynligvis en endnu ældre oprindelse. I det syvende århudrede før vores tidsregning havde den nordafrikanske bystat Cyrene en blomstrende og uhyre indbringende eksport af den nu uddøde plante silphium. Det var en plante i fennikelfamilien, der voksede i et meget begrænset og økologisk sårbart område på omkring 200 gange 56 kilometer kilometer i, hvad der nu er Libyen. Planten var umådeligt populær i det gamle Ægypten, fordi den havde som egenskab at kunne forhindre svangerskab. Blandt andet romeren Plinius den Ældre har beskrevet denne virkning, og plantens betydning for bystaten Cyrene kan ses af, at man afbildede den på byens mønter. Derfor ved vi idag, hvordan den så ud. Dens frøkapsel eller frugt lignede – et hjerte!

 

Planten er formentlig uddød, fordi den simpelthen blev høstet i overflod. Og med dens meget eftertragtede virkning, der var tæt forbundet med kærlighedslivet, er det ikke svært at forestille sig, at plantens udseende – så særpræget og enkel en form – hurtigt kan være blevet tegnet for den frie elskov – den, der står hjertet nærmest.

 

Hjertesymbolet kan dog muligvis spores endnu længere tilbage. Før den sidste istid ridsede Cro-Magnon manden figurer, der ligner vores hjerter. Desværre ved vi ikke, hvilken betydning figurerne har haft – ligesom det er et mysterium, hvorfor der er et hjerte skåret ud i toiletdørene i Sverige...

 

   Se artiklen i bladet her:DUS Nr 7, 2008

Af Sannie Terese Burén

 

Novellen er skrevet af Sannie Terese Burén til Mads Heindorfs smykke

Overflødighedshornet Cornucopia.

 

Nede i græsset boede Hr. Nok. Om natten sov han i en muslingeskal, som han havde arvet fra sin onkel, der selv havde byttet sig til den på en rejse helt til havet og som derefter havde fået den leveret med billefragt. Når det regnede eller var koldt trak han muslingeskallen hen over sig som et skjold mod vind og vejr og når vejret var klart og varmt, vendte han den og lod sig blidt vugge i søvn mens han så på alle himmelens stjerner. Om morgenen, når han vågnede, strakte han de otte ben et efter et og iførte sig sine røde snabelsko. Så gabte han tilfreds og sagde:

    – Jeg er nok, jeg gør nok, jeg har nok!

    Og sådan gik hans dage; mætte og fulde af tilfredshed.

 

​    Mads Heindorfs Cornucopia, håndlavet ring i sølv og guld med tre diamanter.

 

 

Ved siden af Hr. Nok boede Hr. Mangel. Hr. Mangel brugte sine dage på, hændervridende, at prøve at få overblik over sit enorme forråd mens han bekymret forestillede sig alt det forfærdelige der kunne ske. – Hvor længe ville han kunne klare sig uden nye forsyninger, hvis der kom hungersnød? Var der mon nok af de tørrede hyben? Eller skulle han samle flere? Og hvad med tæpperne – ville de give tilstrækkelig beskyttelse under en snestorm? For en sikkerheds skyld var alting boltet fast – hvis nu der skulle komme en orkan. Og Hr. Mangel forlod sjældent sit hjem i længere tid, for – som han sagde:

    – Man ved aldrig, hvad der sker!

 

En dejlig efterårsdag, hvor solen skinnede og luften var klar, kom Hr. Nok, der var ude på sin daglige spadseretur, forbi sin nabos hus.

    Hr. Mangel, der var travlt optaget af at sømme sine vinduer ekstra grundigt fast og derfor ikke kunne høre de lette fodtrin bag sig, havde nær fået hjertet i den gale hals af forskrækkelse, da Hr. Nok rømmede sig og hilste elskværdigt på ham.

    – Du alt forbarmende!, gispede Hr. Mangel. Du kommer jo snigende, som en tyv i natten!

    – Ja, sagde Hr. Nok, med et glimt i øjet. Pas på jeg ikke hapser én af dine nødderoulader…. Men sig mig, gode nabo, hvorfor er du i grunden så forfærdeligt ræd for alting?

    Hr. Mangel der ikke selv syntes, at han var ”ræd for alting” men blot omhyggelig, fnyste og så olmt på sin nabo. Men han nåede aldrig at svare, for i det samme begyndte jorden at skælve under dem. Hr. Mangel klamrede sig til sin stige.

    – Nu sker det, tænkte han, det er nu jorden går under!

    Men det var det ikke. Det var derimod en ko, der kom gående forbi dem og nu løftede den halen og lod en kokasse falde, lige ned på Hr. Mangels hus – og, ja, naturligvis Hr. Mangel selv, som stadig stod på andet trin af stigen. Hr. Nok, der havde kigget op, da koen et øjeblik skyggede for solen, nåede at spæne alt hvad snabelskoene kunne trække, og blev lige akkurat ikke ramt. Jorden gungrede da koen gik videre, så blev der helt stille.

 

Hr. Mangel var i en apatisk, chok tilstand i tre dage og tre nætter. I de tre dage og tre nætter, hverken spiste, drak eller sov han men sad blot og stirrede lige ud i luften med mørke, glasklare øjne. Hr. Nok, der ihærdigt havde gravet sin nabo fri af kokassen, taget ham med til åen for at blive vasket og derefter havde taget ham med hjem og pakket ham ind i nogle lune tæpper, så bekymret til. Men lige gyldigt, hvad han gjorde, forblev Hr. Mangel i sin egen dystre verden.

    Efter tre dage begyndte han pludselig at ryste. Så hulkede han. Og til sidst begyndte han at jamre og vræle værre end en kat i løbetid.

    – Min ven, min ven, sagde Hr. Nok og rakte ham trøstende et lommetørklæde, strøg ham over panden og klappede ham blidt på ryggen.

    – Du skal se, det går nok alt sammen.

    Men Hr. Mangel vrælede blot endnu højere og til sidst kunne Hr. Nok ikke holde ud at høre på det mere og gik ud for at finde svampe til en suppe. Da han kom tilbage var hyleriet heldigvis ophørt og der lød nu blot sagte hulk fra Hr. Mangel.

    – Så, nu er det nok!, sagde hr. Nok, da han lidt senere rakte en skål dampende varm suppe til Hr. Mangel.

    – Nu må du se at spise og komme videre.

    – Ja, men jeg har jo mistet alting, snøftede Hr. Mangel (men tog alligevel imod suppen).

    – Visse vasse, svarede hr. Nok, det vigtigste har du da endnu i behold.

    – Livet, tilføjede han efter en lille pause, da han kunne se, at den anden ikke forstod, hvad han mente.

    – Du kan blive her hos mig – jeg har altid nok!

    – Ja, men hvad skal jeg leve af hele vinteren?, jamrede Hr. Mangel, der end ikke tænkte på, at sige tak.

    – Du har jo ikke noget forråd!

    Hr. Nok tog en dyb indånding, så spurgte han:

    – Kan du lide suppen?

    Og da Hr. Mangel nikkede, smilede han og sagde:

    – Så spis!

 

Hele vinteren boede Hr. Mangel således hos Hr. Nok og efterhånden lærte han, at livet byder på et utal af velsignelser, som han slet ikke før havde kendt til eller kunne have forestillet sig. Og da han hen ad vejen slappede mere af og begyndte at have tillid til tilværelsen, fandt Hr. Nok ham mindre anstrengende og de to blev bedste venner.

    En dag i maj måned forelskede Hr. Mangel sig hovedkulds i den lille frøken Nøjsomhed, der til alt held gengældte hans kærlighed. Til deres bryllup samme sommer (hvor han i øvrigt fandt det mest passende at han tog hendes navn) byggede han hende en fin lille hytte, på pladsen ved siden af hans gamle, nu overgroede, hus. Og netop her, næret af koens gødning, sprang på deres bryllupsdag, ikke mindre end 48 knaldrøde cornucopia blomster ud.

    – Åhh tak, hvilken gave!, hviskede Nøjsomhed, der ville have været taknemmelig for langt mindre (og næsten syntes det var for meget).

Og selv Hr. Nok, der i dagens anledning havde pyntet snabelskoene fint med blomster i alverdens farver, blev stum af betagelse da han så den enorme overflod af røde trompeter, hvori vinden gjaldede ”TAK” i hvert et horn.

 

© Sannie Terese Burén/www.sannieburen.dk

 

   Du kan læse omtalen af smykket i DUS Nr 1, 2013

Af Christian Schmidt, 1. april 2016

 

Pas på dit guld!

 

Det er da klart, ikke? Fordi det kan blive stjålet? Fordi guldpriserne kan dale? Fordi bedstemors design kan blive umoderne?

    Nej, nej, nej. Du har åbenbart ikke lyttet efter. Fordi dit guld har en udløbsdato!

    Ja, du læste rigtigt. En udløbsdato. Der er simpelthen en dato, hvorefter dit guld ikke er guld, eller i hvert fald ikke med sikkerhed kan bruges som sådan.

    Og hvordan kommer vi til den konklusion?

    Jo, sølv har for eksempel en anløbsdato, ikke? Et kvarter ude af plastikposen, og det begynder allerede at sortne. Så er der nok også noget uldent ved guld...

    Og her kommer den store afsløring: Selv dine tændstikker har en udløbsdato! Uforvarende sad jeg og rodede med en æske tændstikker og opdagede at gemt i bunden af æsken var der trykt nogle numre. Ved nærmere inspektion viste det sig at være to datoer – den ene formoder jeg er produktionsdatoen, og den anden må derfor være udløbsdatoen. På bemeldte æske var den første dato 26. marts 2013. Så langt, så godt. Det var en ældre æske, så den dato skal nok være korrekt. Den næste dato – udløbsdatoen – er 21. november 2038.

    To ting står nu klart for mig.

    Ét: Der er ikke tale om den 22. november. Det er den 21. Ét minut over midnat, og du kan smide dem ud! Eller for at være helt sikker: Aflever dem dér, hvor du har købt dem.

    To: Hæld aldrig tændstikker fra én æske over i en anden, for så har du ingen som helst anelse om de dur (det forklarer faktisk, hvorfor man nogle gange kan være ude for den ene tændstik efter den anden, der bare ikke vil – selv med en spritny æske. Nogen har selvfølgelig pillet ved dem).

    Men tilbage til guldet. Når noget så jordnært som tændstikker har en udløbsdato, så må guld naturligvis også have det. Synes du, det er lige lovligt langt ude at antage? Godt så, men tør du løbe risikoen? Mit råd er: Brug guldet, mens tid er! Slid det op, så at sige og nyd det, mens det endnu er friskt.

 

Med venlig hilsen

Design Ure Smykker

1. april 2016

 

PS. Måske skulle du lægge dit guld i fryseren...